Jeg sad lige ved spisebordet og doserede medicin... jeg brød fuldstændigt sammen. Har været til kontrol i dag og der er ikke nok ro på min gigt :( Så nu er jeg fordoblet i MTX og skal fra i dag tage både Salazopyrin og Plaquenil... Ja... det posivtive er at jeg så også får svært ved at få Malaria da sidst nævnte virker herpå. Jeg synes det er så dybt uretfærdigt at jeg skal spise alt det giftige stads :( Men der er jo intet alternativ... jo daglige smerter i den grad jeg har nu? Jeg er dybt frustreret lige nu. Det ligner jo at jeg er pillemisbruger :( Og lige knap 900 kroner for medicin i dag... Mor måtte betale... jeg har bare ikke pengene. Der er svar på min knoglescanning fra 18.06.09. Den er ikke så god... Har en del mindre knoglemasse end jeg burde. Gigten har været hård ved mig... Og med knogleskørhed i familien er det vigtigt at gøre noget. Skal fortsætte med mine Kalk piller og øge træningen. Har bare været skidt et par dage, så pilates bolden har holdt fri. Jeg føler mig enormt sårbar og udsat i dag. Føler mig taget ved næsen af hele verden. Normalt svæver jeg ikke i selvmellidenhed, men synes virkelig at det er hårdt at være mig i dag. Der skal vel også være plads til selvmellidenhed sommetider?
Jeg blev i dag spurgt i min gæstebog, hvorfor jeg gør så meget ud af at fortælle om min sygdom, hvilket såmænd er et helt lovligt spørgsmål og egentlig meget interessant.
Først og fremmest er det fordi at sygdommen fylder enormt meget i ikke blot mit eget liv, men også i min kærestes og resten af familien.Det er et liv med kroniske smerter og mange ting at forholde sig til rent psykisk. Når man får konstateret en sådan sygdom, bliver det i starten helt sort for en. Jeg var glad... nu vidste de hvad det var! Glad og glad, men lettet. Så kom jeg ind i en process hvor jeg skulle besvise mit eget værd... her er jeg stadig ;) Jeg kæmper enormt med mit selvbillede. At skulle forholde sig til at skulle af med så mange af ens fantastiske kæledyr, da de simpelthen ikke kan passes optimalt. At jeg skal have hjælp til ALT i min hverdag. At jeg ikke kan føre et normalt arbejdsliv. At her altid trænger til en kærlig hånd, da jeg kun kan tage lidt af gangen. At jeg er i konstant forhandling med mig selv om jeg vil have det sjovt eller om her skal støvsuges, for begge er simpelthen umuligt. Jeg kæmper med at måtte acceptere at min drøm om børn bliver svær at realisere. Fremtidenplanerne skal ændres. Og ja... 1000 ting, spørgsmål, smerter, forvirring. Min måde at håndtere ting rent psykisk, er ved at skrive. På denne måde får jeg sat ord på mine følelser og jeg kan lettere tackle dem og ændre dem. Derfor skriver jeg meget ;) Når der står at jeg er kommet af med mine dyr, grundet sygdom, er det fordi at jeg savner mine elskede dyr og hader ikke at kunne passe dem. For at fortælle "verden" at de dyr aldrig var kommet nogen steder, hvis jeg selv havde haft kræfterne. Den sidste årsag er at jeg desperat forsøgte at finde andre med samme lidelse under 40-50 år. Nogle der vidste hvad jeg gik igennem. Hvis dette på nogen måde kan hjælpe folk (som føler som jeg) med at vide de ikke er alene, så er det bare det bedste der kunne ske. Jeg fokuserer ikke på sygdommen, som sådan, men den er en del af mig. En stor del. Og dette er Majas Verden på godt og ondt. Jeg er ikke en syg Maja, men en rask Maja med en sygdom, der somme tider kræver alt for mange kræfter, tårer, frustrationer og smerter. Men det er bare mig. Det eneste jeg kan gøre er at skrive hvordan jeg har det. Og dette har jeg altid gjort og vil fortsætte med :)
Først og fremmest er det fordi at sygdommen fylder enormt meget i ikke blot mit eget liv, men også i min kærestes og resten af familien.Det er et liv med kroniske smerter og mange ting at forholde sig til rent psykisk. Når man får konstateret en sådan sygdom, bliver det i starten helt sort for en. Jeg var glad... nu vidste de hvad det var! Glad og glad, men lettet. Så kom jeg ind i en process hvor jeg skulle besvise mit eget værd... her er jeg stadig ;) Jeg kæmper enormt med mit selvbillede. At skulle forholde sig til at skulle af med så mange af ens fantastiske kæledyr, da de simpelthen ikke kan passes optimalt. At jeg skal have hjælp til ALT i min hverdag. At jeg ikke kan føre et normalt arbejdsliv. At her altid trænger til en kærlig hånd, da jeg kun kan tage lidt af gangen. At jeg er i konstant forhandling med mig selv om jeg vil have det sjovt eller om her skal støvsuges, for begge er simpelthen umuligt. Jeg kæmper med at måtte acceptere at min drøm om børn bliver svær at realisere. Fremtidenplanerne skal ændres. Og ja... 1000 ting, spørgsmål, smerter, forvirring. Min måde at håndtere ting rent psykisk, er ved at skrive. På denne måde får jeg sat ord på mine følelser og jeg kan lettere tackle dem og ændre dem. Derfor skriver jeg meget ;) Når der står at jeg er kommet af med mine dyr, grundet sygdom, er det fordi at jeg savner mine elskede dyr og hader ikke at kunne passe dem. For at fortælle "verden" at de dyr aldrig var kommet nogen steder, hvis jeg selv havde haft kræfterne. Den sidste årsag er at jeg desperat forsøgte at finde andre med samme lidelse under 40-50 år. Nogle der vidste hvad jeg gik igennem. Hvis dette på nogen måde kan hjælpe folk (som føler som jeg) med at vide de ikke er alene, så er det bare det bedste der kunne ske. Jeg fokuserer ikke på sygdommen, som sådan, men den er en del af mig. En stor del. Og dette er Majas Verden på godt og ondt. Jeg er ikke en syg Maja, men en rask Maja med en sygdom, der somme tider kræver alt for mange kræfter, tårer, frustrationer og smerter. Men det er bare mig. Det eneste jeg kan gøre er at skrive hvordan jeg har det. Og dette har jeg altid gjort og vil fortsætte med :)
Jeg synes der er meget i medierne ang. de såkaldte muskelhunde for tiden. Det gør mig en anelse frustreret. Jeg bliver lidt harm over at visse hunderacer skal hænges ud på denne måde. Der er selvfølgelig nogle hunde som har lettere ved at nå det der punkt, hvor det ligesom "klikker" og ja... typisk indenfor muskelhunde, da disse i sin tid er avlet til kamp. Men med det sagt... Dette punkt kan alle hunde jo nå? Vi hører ikke i medierne om Labradoren "King" som pludselig en dag bed og måtte aflives. S'føli skal en hund aflives hvis den bider uden grund. Og ja... visse mennesker bør ikke have kamphunde... generelt ikke hunde, da disse i grunden kun bruges som "potens forlænger" Men altså... giv dog hundene en chance... Det kan da snappe for enhver hund. Og desuden skal man i de fleste tilfælde rette blikket mod avlere såvel som hundeejere. Jeg er tilhænger af de såkaldte "kørekort" til hunde. Det ville være ganske fornuftigt. Nu læser jeg i dag at en mands to hunde er blevet angrebet af en "kamphund" Øh... hvad lavede hans hunde uden snor i det hele taget? De løb hen til kamphunden, dér. Masser af hunde har aggresivitet overfor andre af samme køn, da de som hovedregel mangler socialisering. Hvorfor som hunde ejer tage den chance? Når jeg går uden snor med min og ser en anden, kalder jeg da Kratos til mig og får ham i snor. Hvis jeg mener hundene skal hilse spørger jeg altid ejeren først. Og de stakkels børn der er angrebet for tiden? Hvorfor melder historien intet om hvordan børnene kommer i kontakt med hundene? Hvis barnet er kommet ind på en hunds territorie eller er gået hen til den hvor den er bundet er det jo som mænd en normal reaktion fra hundens side at føle sig truet og bide. Min gør ikke sådan noget, men han er også vant til at der kommer alle slags mennesker og hunde her i hjemmet. Men tænk sig de ikke er? dette er ikke for at sige at det er børnenes skyld, for selvfølgelig er det ikke det og det piner mit hjerte at sådan noget overhovedet kan ske. Men jeg siger da altid til de børn jeg møder at de aldrig må gå hen til en hund der er bundet f.eks. Eller ikke må tage benet og dette oplever jeg tit sker, når her er børn. De skal selvfølgelig oplyses, men er det kun os hundeejere der skal oplyse om dette? Igen ved jeg ikke hvordan disse overfald er sket med hensyn til omstændighederne, da dette ikke bliver sagt i medierne. Og uanset hvad har et barn ikke fortjent at blive bidt. Det bør være ejer, såvel som forældres ansvar at oplyse børn om almindelige forholdsregler mht. almindelig omgang med hunde. Jeg skriver ikke dette fordi jeg selv har en kamphund. der er intet andet end familie og vagthund i min, endvidere har vi trænet ham fra hvalp i at være social med alle, hunde såvel som mennesker. Og ja... alle må tage hans kødben m.m. Men vi må ikke menneskeliggøre vores hunde. Det er kun dyr der handler instinktivt selvom det sommetider er forkert og ubehageligt. Jeg føler bare virkelig med de gode ejere og super lækre, dejlige veltrænede muskelhunde derude, som bliver "skåret over en kam". Desuden er dette et opråb, da der er mange hundetrænere som ikke ønsker "visse" racer på træningsbanerne, hvilket er ganske forfærdeligt, da hundene så næppe kan blive ordentligt socialiserede m.m. Og de der vil, men kræver mundkurve... De skulle skamme sig! At ligge mundkurv på en hund, giver en angst og angst avler angst... og VOLD pga. utryghed. Giv hundene og ejerne en chance, men stram endelig op omkring reglerne for hold af hund generelt!
Dagens sure opstød herfra...
Dagens sure opstød herfra...